Jeg laver mit eget køkken
Det er egentlig ikke fordi jeg er nogen specielt god håndværker, men jeg er heller ikke helt uduelig. Jeg finder en eller anden form for tilfredsstillelse i at lave noget selv, men det er nu heller ikke grunden til at jeg laver det meste selv. Nej, grunden er en helt anden.
Jeg fik lavet noget VVS til mit køkken, da det er et lovkrav, og det viser på allerbedste vis hvorfor jeg ikke får lavet mere af håndværkere. Den gode bliktud ankom kl. 8 og arbejdede ganske effektivt til kl. 12 hvor det var næsten færdigt. Jeg ordnede et par småting selv efterfølgende. Regningen kom 3 dage senere, og den lyder på lidt over 6.000 kr, heraf er timeprisen for vores ven på 550 kr + moms, samt naturligvis ekstrem åger for delene.
Var det nu sådan at jeg kunne betale manden med de penge som jeg har tjent, så kunne jeg nok egetlig godt leve med det, men sådan er realiteterne jo ikke. Jeg skal betale hans regning med min netto indtægt, hvilket betyder at jeg skal gå ud og tjene ca. 1500 kr før skat, for at betale håndværkeren for én time. Hvis så håndværkeren betaler topskat, så får han kun udbetalt ca. 200 kr. Vi starter altså med at tjene 1500 kr og ender med at have 200 kr hos håndværkeren, og staten har i mellemtiden stjålet 1300 kr fra os begge.
Således er Danmark endt som en nation af halvdårlige gør-det-selv folk, som laver tåbelig løsninger i deres eget hjem, mens de bruger tiden på nogle ting de ikke er uddannede til, på trods af at de sikkert sagtens kunne arbejde de timer med deres rigtige profession. Men det sørgelige, og rent ud sagt direkte latterlig og idiotiske, faktum er, at det ikke kan betale sig at arbejde med det man er uddannet til. Værditabet er simpelthen for uoverskueligt.
Konsekvenserne af denne ekstreme kæde ender jo ikke her. Håndværkeren er underlagt samme enorme skattertryk, og derfor skal han have en meget høj løn sammenlignet med samme faggruppe i andre lande. Det presser igen opad, således hjertekirurgen selv laver sin carport, og derfor er der mindre arbejde til håndværkerne, derfor færre lærlinge stillinger og derfor færre unge der får den uddannelse. Alternativet er at håndværkeren arbejder sort, hvilket jo også i voldsom grad er tilfældet.
Det første man kunne gøre var at lave en lavere skat, således værditabet bliver tåleligt. Det er allerede en del af partiprogrammet. En flad skat på 40% ville nedsætte værditabet i eksemplet fra 1300 kr til 750 kr. Et stort skridt på vejen.
Det næste man kunne gøre ville være at gøre vedligehold på eget hjem fradragsberriteget, og så lægge en skat på overskuddet af et evt salg af boligen. Det rammer dog også dem der køber nyt og dermed ikke behøver nogle reparationer, så det er ikke helt optimalt. Fradrag strider også mod en flad skat.
Det sidste, og det der ligger mest i liberal tråd, ville være at åbne grænserne fuldkommen for udefra kommende håndværkere, til den pris de nu vil tage for arbejde. Dermed ville værditabet blive langt mindre, fordi de ville tage langt mindre i timen for samme arbejde. Danske håndværkere ville blive presset ned i pris til markedsniveauet (rimeligt), og flere ville få lavet ting af rigtige håndværkere. Det vil fagbevægelsen råbe højt om, men der skal politiet blot sættes ind mod blokader, så de kan forstå at globaliseringen kommer.
Partiprogram punkt 7: Danmark skal åbne grænserne for udefra kommende arbejdskraft i Europa, og det skal være forbudt for fagbevægelsen af lave blokader for at holde dem ude.

7. april, 2010 - 14:49
Jeg tror ikke håndværksmesteren tænker anderledes end dig. Dit job hvad det end er kan sikkert også løses billigt andet steds, så ville du alligevel ikke have nogle penge.
8. april, 2010 - 07:52
Jamen, mit job, min profession i IT er skam underlagt konkurrence fra udlandet. Masser af jobs løses af IT folk i østeuropa og Asien, så der er skam fuld priskonkurrence.
Det er der til gengæld overhovedet ikke på håndværkersiden, fordi håndværkere i sagens natur skal til Danmark for at udføre sine opgaver, og det sætter fagforeningerne en alvorlig stopper for, fordi de har skubbet lønningerne op i urealistiske højder og iøvrigt griber til blokader (gerne ulovlige) hvis de ser nogen form for trussel fra verdenssamfundet.